Skuldersmerter kan opleves i alle aldre og ses typisk pludseligt efter ulykker eller gradvist efter længerevarende overbelastning. Der er mange strukturer omkring skulderen herunder muskler, sener, ledbånd og slimsække – hvilke kan blive irriterede eller skadet og dermed give smerter.
Af og til kan skuldersmerter også trække ned ad armen mod hånden, og i nogle tilfælde kan skuldersmerter i virkeligheden komme fra problemer i nakken.
Folk med skuldersmerter kan have besvær med at bevæge armen i bestemte retninger, og nogle har en følelse af at noget kommer i klemme, når armen løftes over hovedhøjde. Din kiropraktor vil derfor sørge for at undersøge hvad du kan og ikke kan, så det kan tilpasses i behandlingen og den rådgivning du får.
Tilpas dit arbejde i en periode
Skulderleddet er et meget bevægeligt led, hvilket gør det særlig afhængig af god funktion, styrke og stabilitet i musklerne omkring. Når man får skuldersmerter, kan det kan være nødvendigt at tilpasse sit arbejde og vanlige aktivitet i en periode.
Kiropraktoren vil ofte rette behandlingen mod at optimere bevægelsen i både skulder, nakke og midtryg mens øvelser/træning ofte vil være en vigtig del af et behandlingsforløb og til forebyggelse på længere sigt.
Du kan læse mere om forskellige typer af skuldersmerter herunder.
- Overbelastning af muskel eller sene
- Irriteret slimsæk
- Frossen skulder
- Nerveirritation
- Smerter ved kravebenet